Mange mennesker lider i stilhed enten psykisk eller fysisk. For det er nemlig ikke altid synligt for andre at se, hvor ondt man rent faktisk kan have det. Ondt i sjælen eller ondt i kroppen. Når man ellers er sund og rask kan det være svært at forstå, at nogle kan have så ondt i livet. Måske har man ondt i livet i en periode i ens liv fx en depression for andre kan det være et livsvilkår.
Når man lider i stilhed kan det afstedkomme en følelse af ensomhed. En følelse af ikke helt at være forstået i hvordan det er. En følelse af, at man er den eneste i verden der har det så dårligt. En følelse af skam over, at man ikke magter det som andre gør eller skam over at skulle fortælle andre om det. En følelse af at føle sig forkert. En tristhed over igen at skulle aflyse noget man har set frem til fordi man igen har det dårligt. En ærgrelse over at være gået glip af så meget i livet. En følelse af uretfærdighed – hvad har jeg gjort for at fortjene, at have det så skidt. For de af os der kæmper med en lidelse betaler en meget høj pris nemlig med det kostbareste vi har – tiden.
For mit eget vedkommende har jeg siden jeg var 10 år lidt af migræne efter en voldsom hjernerystelse. Den har fuldt mig trofast gennem livet og jeg har forsøgt alt menneskeligt muligt for at slippe af med den. Når jeg fx har været på arbejde imens jeg har haft migræne har kollegaer ikke kunne se hvilket smertehelvede jeg har været i. Hvert minut er en kamp, og det eneste holdepunkt er visheden om, at en dag har en ende, og der venter en seng. Og så starter kampen med at prøve at falde i søvn for smerterne er så ulidelige, og håbet er at smertehelvedet ikke fortsætter dagen efter. Når jeg har migræne føler jeg mig invalideret ikke kun mit hoved, men hele min krop skriger i smerte. Jeg vil allerhelst flygte, men der er ingen sted at flygte hen. Det eneste jeg kan gøre er at overgive mig.
Men ligeså udfordrende en fysisk sygdom kan være, ligeså udfordrende er det, at kæmpe med en psykisk lidelse.
Min erfaring er, at det er godt at tale om hvordan det er, og allerhelst med ligesindende der forstår helt tæt inde på livet hvad det vil sige at lide. Der er noget rart og forløsende i at blive mødt af nogen som har samme oplevelse og ved hvor svært det er.
En sådan samtale kan også foregå i det terapeutiske rum, hvor man bliver mødt med alle de følelser og tanker man kæmper med uden fordom. Her kan der også være plads til at få justeret ens selvbillede og nå frem til en erkendelse af, at man også er så meget mere end ens lidelse, og at man ikke behøver at lide i stilhed.
Når dagen er omme, må vi alle huske på, at uanset om vi lider eller ej, at vise medfølelse og forståelse overfor vores medmennesker, for man kan ikke altid se om nogen lider i stilhed eller om nogen kæmper en kamp i livet.
Commentaires