En mørk og kold november aften nærmere bestemt den 18. november kl. 21.51 var jeg viden til livets største mirakel. Min seje ældste datter fødte en lille pige hjemme i deres lejlighed, og jeg så mit første barnebarn komme til verden.
Og jeg har den største respekt overfor at hun valgte at føde hjemme første gang. For det er kun ca. 2% af kvinder i Danmark, der vælger en hjemmefødsel, men hvis man ellers er sund og rask er der intet der taler imod det. Faktisk kan en hjemmefødsel være mindre stressfyldt og gå hurtigere fordi man er i sine vante omgivelser og ikke på et hospital. Min datter havde også en garvet og dygtig jordmoder, som kom hjem til dem, og hun var i de bedste og tryggeste hænder.
Det er den smukkeste oplevelse i mit liv og jeg er fortsat helt ydmyg og taknemlig over, at jeg måtte være med. Noget som er så naturligt, og som sker hele tiden, er på én og samme tid så forunderligt, og et mirakel. At være viden til den urkraft vi kvinder har når vi føder, og samtidig se min datter føde, har været den vildeste oplevelse – for det er nærmest surrealistisk at se sit eget barn føde et barn.
Mindre forunderligt bliver det ikke, desto ældre jeg bliver. Det er jo fantastisk, som dette liv er indrettet, og hvordan livets tandhjul drejer en omgang når en ny generation kommer til verden. Et vidensbyrd om, at vi kun er her på lånt tid.
Og pludselig blev jeg mormor. En helt igennem nærmest ubeskrivelig oplevelse, hvor der strømmer ubetinget kærlighed direkte fra kernen af mit hjerte til dette nye lille menneske, som er kommet ind i vores liv. Den samme ubetingede kærlighed, som jeg ellers kun har oplevet til mine egne børn og som føles så naturligt når jeg holder hende i mine arme. For hun er den dyrebareste gave der er kommet ind i vores liv.
Og når jeg kigger ind i hendes smukke blå øjne ser jeg ind i hendes rene og uskyldige sjæl. Den reneste og fineste sjæl, som endnu skal opdage den verden vi lever i. Hun skal erfare, opdage, opleve og vokse omgivet af kærlighed og vide at verden er et trygt sted at være trods alt det der sker.
Mit lille elskede barnebarn hedder Sol – hun er mormors lille SolStråle. Og som Solen er centrum i solsystemet er Sol blevet centrum i vores liv. Jeg glæder mig til alle de stunder vi skal være sammen for jeg har bevidst valgt, at hun skal prioriteres i mit liv, og jeg vil være sammen med hende mindst én dag ugentligt. Men for nu vil jeg nyde at vugge hende i mine arme, og kigge dybt ind i hendes smukke blå øjne, og fortælle hende, hvor højt jeg elsker hende.
Коментарі